Den første fodboldklub i Langå blev stiftet i maj 1902, og et par måneder efter sin start blev den tilsluttet den daværende skytteforening under navnet Langå Skytte og Idrætsforening. Samarbejdet varede til 1909, hvor fodboldspillerne brød ud og dannede deres egen forening, der kom til at hedde Langå Idrætsforening.
I 1921 stiftedes en atletklub, der blev en slem konkurrent til idrætsforeningen. Ved et møde tirsdag den 17 februar 1924 på Hotel Langå, blev det ved en afstemning med 36 stemmer for, og 18 stemmer imod, vedtaget en sammenslutning af de to foreninger, og Langå Idrætsklub var stiftet. LIK tilmelder sig straks Jydsk Boldspil Union.
En skelsættende begivenhed for klubben sker i året 1926, hvor man af Langå Borger og Håndværkerforening erhverver 3,5 tdr. land jord til indretning af sportsplads. Efter en kæmpe indsats både økonomisk og arbejdsmæssigt ved frivillig arbejdskraft, kunne klubben med stolthed 11 år senere den 20 juni 1937, indvie sit eget nye stadion. I 1927 havde man allerede opført et omklædningsskur i tømmer og brædder på sokkelstensfundament.
Klubhuset, som det hed i daglig tale, skulle blive klubbens samlingssted i de næste 27 år, indtil man i 1954 kunne tage et nyt moderne selvopført klubhus i brug. En meget stor beslutning for klubben tages i foråret 1961, da man overdrager hele sit selvejede idrætsanlæg til kommunen. Denne forpligter sig til, inden for rimelige grænser, at stille et tilsvarende stadionanlæg til rådighed for klubben såvel til træning som til kampe.